Jeg er morderen!

Kan en mordtilståelse bruges som et springbræt til berømmelse og rigdom? I en tid, hvor der stadig var dødsstraf i Frankrig må man kalde det en overordentlig risikabel karrierestrategi. Ikke desto mindre er det afsættet for François Ozons seneste film, der på mange måder minder om de klassiske amerikanske screwball-komedier fra 1930´erne.   

Paris 1935: Den unge, arbejdsløse skuespillerinde Madeleine Verdier (Nadia Tereszkiewicz) deler lejlighed med den lige så fattige og arbejdsløse advokat Pauline Mauléon (Rebecca Marder). Da en slibrig filmproducent findes myrdet viser det sig, at Madeleine var den sidste, der så ham i live. Hun ser dette som en mulighed for at blive kendt, underskriver sin tilståelse til politiet og efter at både hun og Pauline (som hendes advokat) leverer en sand tour de force præstation i retten, bliver Madeleine frikendt. Fremtiden ser lys og lovende ud for dem begge to – men dette er kun begyndelsen på historien. 

Der er en voldsom aktualitet i filmens tema, selv om den er løst baseret på det franske teaterstykke ’Mon Crime’ fra 1934. Det er svært ikke at se parallellerne til nutiden og Me Too-bevægelsen, for hvis et af Harvey Weinsteins ofre havde skudt ham under et af hans utallige seksuelle overgreb og hun påberåbte sig selvforsvar var hun så ikke også blevet frikendt med en bølge af medvilje fra medierne?  

Filmens tone er absolut ikke så mørk og dyster, som ovenstående Weinstein-reference lader antyde. Tværtimod er alt lettere overgearet, ikke mindst Isabelle Huppert som den tidligere så feterede diva Odette Chaumette, der vil gøre alt for at få sit store comeback som film- og teaterstjerne. Huppert er fuldstændig over-the-top og stjæler showet. Men både hoved- og biroller er glimrende besat med såvel gengangere fra tidligere Ozon-film som nye kræfter. 

’Jeg er Morderen!’ er ikke en film, der tager sig selv alt for seriøst - hvis man ikke allerede havde gættet det med et udråbstegn i titlen. Karaktererne er temmelig karikerede, der er ikke den store dybde eller baggrundshistorie og den føles meget teateragtig. Til gengæld er der hurtige replikudvekslinger, fantastiske kostumer og man keder sig ikke et øjeblik. Filmen vil nok ikke gå over i filmhistorien som et af Ozons hovedværker, men man føler sig glimrende underholdt. 

Et lille tip: Bliv endelig og se slutteksterne, for der afsløres hovedpersonernes senere skæbne og nogen af dem er vanvittigt morsomme.